Hvis du klikker her kommer du ind på DfRBs hjemmeside.

 Tilbage

DfRB er en sammenslutning af de frivillige enheder fra Bornholms Regionskommune, Beredskabsstyrelsen Bornholm og Beredskabsforbundet.

Det er DfRB’s opgave at stille velkvalificeret mandskab til rådighed for Bornholms øvrige brand- & redningsstyrker ved f.eks. store brande, indkvarterings- og forplejningsopgaver eller ved store ulykker.

Men vi kan også stille med små specialiserede enheder indenfor kommunikation og eftersøgning efter forsvundne personer.

Vore samarittere passer hvert år på mange tusinde bornholmere og turister i forbindelse med mange af øens store sportsstævner og kulturelle begivenheder.

Som navnet antyder består DfRB af frivillige, der, uden nogen form for løn, bruger en del af deres fritid på at stå til rådighed for samfundet. Der er mange forskellige årsager til, at man vælger at være en del af vores fællesskab: Adrenalin-kick’et når alarmen lyder, trut og glimmer, lugten af røgen, kampen mod flammerne, udfordringerne når det går stærkt på kommandostationen, og når alt bare skal flaske sig i første forsøg, fællesskabet omkring feltkomfuret mens der koges risengrød til flere hundrede personer eller smilet fra junioren, der fik tilset vablerne inden den næste fodboldkamp.

Jo grunde har vi nok af, men nede på bundlinien er der nok andre ting der tæller: Vi er frivillige fordi det handler om mennesker, fordi vi vil gøre en forskel og fordi hjælp er en æressag! På denne hjemmeside kan du læse mere om os, og har du lyst til at være med, så er du velkommen til at kontakte os.

 

Vil du gerne bruge din fritid på at gøre en forskel?
Er hjælp en æressag for dig?
Er du til et godt socialt fællesskab?
Er du klar til at rykke, når du bliver tilkaldt?
Er du en af dem, der stopper, mens andre bare kører forbi?
... Så er du måske en af de nye frivillige i DfRB.

Som frivillig kan du blive indsat i forreste række når ulykken sker. Sammen med personel fra andre aktører i redningsberedskabet bliver det din opgave at begrænse ulykkens omfang, redde hvad reddes kan og afhjælpe evt. ofres mest akutte problemer.

En frivillig i redningsberedskabet er først og fremmest et menneske, der er parat til at hjælpe andre.

Opgaverne er mangeartede, og alt efter interesse og tid kan du komme til at prøve dig selv af på mange forskellige fronter. Frivillige fra redningsberedskabet medvirker nemlig når det vejr, vind ulykker og katastrofer sætter alle normale spilleregler ud af kraft, og det bliver nødvendig at finde alternative måder at klare tingene på.

Også ved en række af Bornholms store sportslige og kulturelle arrangementer arbejder frivillige fra Det frivillige Redningsberedskab Bornholm med i kulissen. Brandvagter,      samaritervagter og forplejningsfolk sikrer at alle får en god og behagelig oplevelse i trygge rammer. Vi deltager ved arrangementer som Etape Bornholm, Hasle Cup,               Cykel Bornholm Rundt og flere store koncertarrangementer.

I løbet af foråret 2006 sætter vi gang i en ny basisuddannelse, som er et fælles udgangspunkt alle skal have for at være frivillig i redningsberedskabet. I basisuddannelsen lærer du bl.a. førstehjælp og elementær brandbekæmpelse, som begge dele er nyttige ting at have med i bagagen, uanset om man er frivillig eller ej.

Sideløbende med, du tager basisuddannelsen kan du gå i gang med at specialisere dig indenfor de forskellige hovedområder Det frivillige Redningsberedskab Bornholm arbejder med. Dem kan du læse mere om ved at klikke i menuen til venstre.

Som frivillig er du en del af en indsatsstyrke, som skal kunne indsættes hvor som helst på Bornholm med ganske kort varsel. Det kræver mulighed for og vilje til at prioritere akutte opgaver frem for mange andre ting. Er Nyvest-hallen truet af smeltevand skal vandet pumpes væk, før der er tid til venner og familie.

Nogle frivillige kan ikke prioritere deres tid på den måde, og de deltager derfor kun ved planlagte arrangementer.

Vi kan tilbyde dig en solid beredskabsfaglig uddannelse, hvor du, alt efter lyst og evne, kan specialisere dig inden for en eller flere tjenestegrene.

 

Tidsforbruget er afhængig af hvilke og hvor mange områder du gerne vil arbejde med.
Kontakt frivilligkoordinator på Bornholm
Carsten W Larsen for yderligere information.